torsdag den 31. maj 2012

En helt igennem hyggelig dag

Det har været en helt vildt hyggelig dag i dag. Den startede med at fejre en kollegas 25 års jubilæum. Hyggeligt, og helt vildt at være ansat samme sted i 25 år. Det kan jeg slet ikke forestille mig, men nu er jeg jo også verdensmester i midlertidige ansættelser, så jeg vil nok snarere kunne fejre 25 ansættelser en gang i fremtiden :-)

Efter arbejde havde jeg et par timer til at slentre rundt i Aalborg. Jeg hyggede mig, fik købt Metallicas Black Album, så jeg kan varme op til koncerten i Horsens på onsdag. Nøj hvor jeg glæder mig!

Jeg var også en tur forbi Frøkner og Fruer, der har en dejlig garnafdeling. Det er Edith som også har Hønsestrik i Aars, der holder til her. Jeg har aldrig været der før, kun hørt om den. Men rigtig skønt sted, og bestemt ikke sidste gang, jeg kommer der.

Jeg fik en skøn strikkesludder med Edith og hun introducerede mig for Istex, der jo er rigtig lækkert garn og skønne skønne opskrifter. Jeg blev helt vildt forelsket i denne cardigan med hætte, den ryger helt bestemt på to do listen :-)



Billedet er lånt på her.

Efter et par timer rundt i Aalborg, var det tid på at mødes med to skønne unitøser, så vi kunne komme på cafe og sludre/sladre igennem, nå ja, og spise lidt god mad. Tak for en rigtig hyggelig aften tøser :-)

Imorgen venter en dejlig kort arbejdsdag, og derefter en hel weekend alene med vubberne, det skal nu også nok blive hyggeligt.

- Posted using BlogPress from my iPad

søndag den 27. maj 2012

Nogen må jo ofre sig...

I eftermiddags var kæresten ude at slå græs, og da vubberne ikke er gode venner med plæneklipperen, faktisk vil de gerne gå til angreb på den, hvis de er ude i haven mens der slås græs, så 'ofrede' jeg mig til at holde dem med selskab så længe.

Det foregik på terrassen med strikketøj og koldt vand. Er livet ikke bare uretfærdigt? ;-)




Men hey, jeg holdt også øje med kærestens arbejdstelefon, hvis den nu skulle finde på at ringe...

(Senere var det dog mig, der rev græs sammen, så det er altså ikke så synd for ham :-))

Ha' en fantastisk pinse :)

- Posted using BlogPress from my iPad

søndag den 20. maj 2012

Søndagshygge

Det må man da vist kalde det.

Benene er oppe, strikketøjet er i hænderne og en skøn (og træt) vubbe sover ved siden af.

Der slappes af og samles kræfter til en ny uge.

Herlig søndagshygge :-)


fredag den 11. maj 2012

Hvor ville jeg gerne...

Weekenden står på divisionsturnering med spejderne. Det bliver sikkert rigtig godt, det er jo nogen skønne unger, vi skal have med, og vejrudsigten lover jo næsten tørvejr hele weekenden.

Men der er dog noget, som jeg også rigtig gerne ville:

Jeg ville gerne til uldfestival i Saltum, bare sådan gramse garn blandt en masse andre uldtosser, finde nyt og spændende garn, som bare skal med hjem.

Jeg ville også gerne besøge yndlingsgarnpusheren i Gug. Garnudsalg.dk har åbent i weekenden, så der er helt sikkert også meget at gramse på, altså af garn!

Når det nu ikke skal være, er det heldigvis sådan, søsteren 'ofrer' sig og besøger begge steder. Hun ved godt, at hun ikke kan komme hjem med en masse lækkerier til sig selv, uden noget til mig!

Det er alligevel smart at have en person, der kender ens smag, nogen gange endda bedre end en selv, som man kan sende på indkøb.

Så 1000 tak for det, kære søster :)

Desuden ses jeg frem til, at vi om en måned skal til Grib garnet-strikkefestival i Silkeborg. Der bliver der nok også lidt garn at kigge på :)

Ha' en rigtig dejlig weekend, og kryds fingre for at det holder tørt, så jeg ikke skal stå med 14 våde unger, der savner moar!

torsdag den 10. maj 2012

Projekt ny køkkenhave

Weekenden var dedikeret til projekt køkkenhave. Vi havde et stort firkantet bed, der efterhånden var godt tilgroet. Det fungerede ikke optimalt, det var ikke til at overskue, og vubberne synes, det var alletiders legeplads.
I stedet har vi nu etableret 6 store højbede. Det er bedre for overskueligheden og også mere hundefrit, selvom det stadig kræver lidt opdragelse, inden det bliver helt hundefrit...
Sådan så bedet ud inden:

Der graves og gøres klar, selv vubberne hjælper til :)



Det næsten færdige resultat (nu er der dog kommet jord i dem alle):


Højbedene er i øvrigt færdige saml-selv bede fra www.landhave.dk. Rigtig fine, og om et par måneder skulle de gerne være helt rustne, så de falder lidt bedre i med omgivelserne :)
Nu mangler vi bare at plante bedene til, men det kommer nok.
- Posted using BlogPress from my iPad

onsdag den 9. maj 2012

Lommefilosofi...

På min grå gajol med smag af salmiak lakrids står der et citat af Bjarke Holtzmann:

"Erfaring er svær at erhverve, men endnu sværere at give videre".


Tja, det er da nok ikke helt forkert. Skønt med sådan lidt lommefilosofi på en grå regnvejrsdag :)

Skulle nogen undre sig over baggrunden på billedet, så er det sådan mit skrivebord ser ud lige nu, hvor jeg er ved at finde hoved og hale i hvordan, der kan skabes samlæsning mellem EUX-uddannelserne på tværs af colleger. Det ender nok med at mine hår bliver lige så grå som gajolpakken :)

Øv altså

I et forsøg på at gøre det lettere at blogge, har jeg downloadet blogpress til min iPad. Blogpres bruger picasa til at hente billeder, så det aktiverer jeg da lige med min googlekonto. Så langt så godt. Jeg kan dog ikke få lov til at uploade til picasa fra min mobil, så nu er jeg lige vidt.

Jeg logger ind på picasa fra en pc, for at se om jeg kan gennemskue hvorfor. Til min overraskelse findes der allerede en del billeder. Nogle af dem er tydeligt markeret med at de kommer fra bloggen. Men der er også nogle andre, tænker at det nok er nogen jeg har sendt til min gmail på et tidspunkt, så dem sletter jeg da lige...

Skummel mistanke opstår, at tjekke bloggen... Øv altså! De slettede billeder kom også fra bloggen, og er nu væk.

Heldigvis har jeg da billederne andre steder, men det kommer da til at tage lidt tid at komme tilbage. Men så ved jeg da hvad jeg skal lave de næste par aftener :-)

Sådan kan det gå, når man bare gør noget uden at tænke det igennem.

Jeg ville egentlig vise jer et par billeder fra vores nye køkkenhave, men det må i have til gode.

I kan da lige få et billede af ældstevubben på hendes 5 års fødselsdag i weekenden :-)