lørdag den 31. marts 2012

Knapper

Jeg syr knapper i min nye strikketrøje i dag. Der er hele 14 stk der skal sys i, og indtil videre har jeg kun nået 5.

Det er ikke ligefrem en af mine spidskompetencer, så det kommer nok til at vare resten af dagen med at sy de sidste i.

Jeg har prøvet at bruge ynkelighedskortet over for både mor og søster, men det virkede sjovt nok ikke. Så jeg må jo bare klø på.

Motivationen er heldigvis stor nok, for jeg vil jo gerne have at trøjen bliver helt færdig, så den kan tages i brug.



fredag den 30. marts 2012

Ferie :-)

Så er påskeferien startet for mit vedkommende. Det er så skønt.

Ferien kommer både til at stå på fejring af mor, der bliver 60 på tirsdag og sommerhusferie i påskedagene med søster, kæreste og vubberne.

Jeg glæder mig til det hele. I dag skal jeg besøge nogle fantastiske kolleger, der desværre ikke er mine kolleger for tiden. Men derfor kan de jo godt blive forkælet med en nybagt kage :-)


torsdag den 22. marts 2012

Held i uheld

Nogle gange er man bare rigtig heldig med, at tingene ikke går præcis som planlagt. Denne morgen var sådan en morgen.

Alting tog bare lige lidt længere tid i dag, smøre madpakke, spise morgenmad, tjekke mail osv. Og vubberne var heller ikke specielt samarbejdsvillige. Så alt i alt betød det, at jeg lige kom 5-10 minutter senere ud af døren end jeg plejer.

Derfor gik det også bare derudaf på den nordjyske motorvej. Lige indtil jeg nåede tunnelen, eller nærmere 5 km før. Der var nemlig sket et uheld i tunnelen, og der var lang kø.

Øv! Tænkte jeg først, nu er jeg endnu senere på den. Men... Ved nærmere eftertanke var det jo egentlig rigtig heldigt, at jeg var sent på den i dag, ellers kunne det jo have været mig i en af de 3 biler i uheldet.

Det kan man da kalde held i uheld!

Skylder måske også lige at nævne, at det ikke umiddelbart så ud til at nogen var kommet alvorligt til skade. Så de har også været heldige.

Ha en rigtig dejlig dag, og nyd forårssolen :)

onsdag den 21. marts 2012

Prinsessen på ærten

Mon ikke det er sådan den lille smukke Flikka føler sig, sådan som hun putter på den "nye" yndlingsputkasse i stuen?

Det er nu slet ikke nogen ny putkasse vubberne der har fået, det er nemlig længe siden, at vi købte en juniorsækkestol til dem. Men den faldt aldrig rigtig i pigernes smag. Tror det skyldtes, at den puffede for meget op omkring dem, når de trådte på den.

Sækkestolen kom derfor i skammekrogen på et af værelserne et stykke tid. Fornylig syntes jeg dog, at den skulle have en chance mere, så den røg ind i stuen igen. Den blev stadig ikke helt godt modtaget. De ville til nød sove på et hjørne af den, hvis det var helt fladt.

Hvad gør man så? Tja, den anden dag gav vi os i kast med at fjerne nogle af flamingokuglerne, så vubberne kunne få en fladere putkasse, og det virkede! Nu vil begge vubber gerne tage sig en skraber på sækkestolen.

Undrer du dig over hvorfor vi havde købt en sækkestol til hundene i det hele taget? Det var såmænd fordi, jeg synes at Fatboys hundesenge er rigtig lækre men også meget dyre! Sækkestolen kostede kun du par hundrede kroner, og nu har jeg oven i købet en masse flamingokugler, som jeg må finde et andet projekt til.

Hermed er ideen givet videre :)


lørdag den 17. marts 2012

En grå og tåget eftermiddag

På sådan en grå og tåget eftermiddag, som vi har haft i dag, var der mest vejr til at lade sig falde tilbage i sofaen med en kop the og strikketøjet.

Men sådan blev det nu ikke. I stedet blev det til en frisk og blæsende gåtur på stranden med de små...

Herligt! Og strikket er der jo alligevel blevet her i aften :)