søndag den 30. december 2012

Nytår

Kan jeg mon lige nå at ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår?

Der har været stille her på bloggen i hele december, og det skyldes ikke kun juleforberedelser. Jeg ELSKER jul, og har da også haft gang i at bage småkager og andre juletraditioner. Men det er nu ikke rigtig grunden til, der har været stille fra min side.

Det har været noget af en måned. Den startede med, at jeg kørte galt den 3. december på vej hjem fra arbejde. Midt på motorvejen mistede jeg pludselig herredømmet over bilen og efter en slingretur, snurrede jeg rundt og ramte autoværnet midt på motorvejen. Det var en virkelig grim oplevelse, men jeg var mere end heldig. Bilen var knap så heldig, den blev erklæret totalskadet! Jeg har kun været lidt øm i nakke og skuldre, men efter et par behandlinger ved kiropraktoren er jeg ved at være fit for fight igen.

Som om det ikke var nok, betød december også enden på mit barselsvikariat, og på trods af en masse snak om nye projekter og forlængelse, ja så endte det altså anderledes. Der var ikke penge til at beholde mig, så nu er jeg i fuld gang med at lede efter et nyt job. Det var bestemt ikke hvad jeg håbede på. Jeg blev da også slået helt ud i en periode, for jeg elskede mit job, min arbejdsplads og havde nogle fantastiske kolleger, men sådan skulle det altså ikke være...

Det er med andre ord ikke overskud, der har præget december for mit vedkommende, men heldigvis er der en ny måned på vej, og jeg har bestemt, at det skal blive en god måned :)

Jeg har allerede tyvstartet lidt, for intet skulle få lov til at ødelægge min jul, så jeg har nydt juledagene med familien, slappet af og ikke mindst ladet op til at tage hul på 2013!

Så rigtig godt nytår alle sammen!