Noget om en mødregruppe

Nu fik jeg jo nævnt noget om en speltmor i sidste indlæg, og det fik mig til at tænke på min mødregruppe, og mine forestillinger om denne inden jeg mødte dem. Hvis man skulle blive i tvivl undervejs, så lad mig starte med at understrege, jeg ELSKER min mødregruppe.

Jeg havde gået og frygtet hele det der mødregruppe halløj. Jeg var meget i tvivl om det overhovedet var noget for mig. For hvis man aldrig har deltaget i en, så virker det altså en smule suspekt. Kvinder, der drikker chai latte og disker op med enorme brunchanretninger med ene økologiske produkter, mens fem babyer skriger på skift, så ingen af dem nogensinde sover. Er det ikke det, man forestiller sig?

Jeg snakkede med et par veninder om det, og fik sagt at jeg frygtede det var sådan en flok speltmødre, jeg skulle være sammen med. Det fik veninderne til at trække temmelig meget på smilebåndet, for de var nemlig enige om, at de andre næppe kunne være mere speltmoragtige end mig!

Det havde de helt sikkert ret i, men det havde jeg ikke selv set dengang. Men jo, jeg har lavet grød fra bunden, kogt mos af æbler, svesker, søde kartofler og meget andet. Rigtig speltmor er jeg vist ikke, men det er der på den anden side nok ingen der er, helt heroppe mod nord, hvor vi har benene solidt plantet mellem Vendsyssels solide muld og Vesterhavets brusende bølger.

En smule beroliget, gik jeg nu og ventede på at møde den famøse mødregruppe. Stadig lidt skeptisk, for hvem siger man har noget til fælles bare fordi, man har poppet en unge på ca samme tidspunkt?

Kan I fornemme, at forventningerne ikke var kæmpe store?

Men allerede efter de første møder, kunne jeg ånde lettet op. Jeg havde fået en skøn mødregruppe, hvor der er plads til os alle. Nej, vi er ikke ens, og vi gør tingene på vidt forskellige måder, men hey, vi har allesammen poppet en unge i foråret 2014, og det giver et fantastisk sammenhold og masser af samtaleemner, der kan vendes, mens vi snupper et krus te, en kop kaffe eller et glas vand.

Snart runder vores dejlige unger et år, og vi er slet ikke klar til at slippe hinanden endnu. Og sådan bliver man heldigvis positivt overrasket gang på gang.




- Posted using BlogPress from my iPad