søndag den 2. september 2012

Når hverdagen vækker minder

I dag er det min Mormors fødselsdag. Min mormor er her desværre ikke mere, men minderne om hende består.

Jeg har været så heldig at arve en masse lækre sager, der gør at jeg bliver mindet om hende hver eneste dag.

Fx når jeg, som i dag, skal skære rugbrød. Det foregår nemlig på mormors gamle orange Eva brødskærer.


Jeg mindes hvordan den havde sin faste plads i spisekammeret i min mormors gamle hus. Der er blevet skåret rigtig meget brød på den, men den virker stadig uden problemer.

Her i huset er der ingen spisekammer eller fast plads til brødskæreren, men heldigvis er den lige til at klappe sammen, og så fylder den ikke spor.

De skønneste arvestykker er bestemt dem, der er brugbare og passer perfekt ind i hverdagen. På den måde får mormor lige en kærlig tanke hver gang jeg skærer rugbrød, spiser blødkogte æg af hendes orange og gule melaminæggebægre og finder den grønne syltebog frem for at lave en omgang marmelade :-)

Mormor, du var sgu den sejeste mormor i verden, og for pokker hvor jeg savner dig!

- Posted using BlogPress from my iPad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar