torsdag den 10. januar 2013

Barselsbesøg og traditioner

I dag har jeg været på barselsbesøg ved min søde veninde og hendes smukke datter.
Datteren er født på min bedstefars fødselsdag, 28. december, denne gang ville han være blevet 99 år! Når hun nu er født på bedstefars fødselsdag, hvad er så mere naturligt end at videreføre en af min bedstes traditioner?
Bedste bagte altid barselskringler til de nybagte forældre, så de havde noget et byde de mange gæster, der kommer i den første tid. Bedstes kringler er bagt efter en gammel opskrift, og jeg har ladet mig fortælle, at de også går under navnet krisekringler, fordi indholdet selv var til at skaffe i krisetider, hovedsageligt mel og vand vel sagtens.
Jeg synes, at traditionen omkring kringlerne er hyggelig, så den vil jeg gerne videreføre, men traditioner skal jo også tilpasses og fornyes, så nok har vi krisetider, men mine barselskringler er altså sukkerkringler med fløde og det hele :-)

Jeg har aldrig bagt kringler før, så det var da lidt noget makværk, og de blev da heller ikke allesammen lige pæne. Men jeg tror de smager godt.
Man kunne også øffe noget om yndige kagedåser eller fine cellofanposer, men med et silkebånd og et blomstret manillamærke, så er der vel næsten ingen, der lægger mærke til fryseposen?

Traditionen er nu ført videre, helt på min måde, og jeg glæder mig til at følge den lille pige i hendes rejse gennem livet.
- Posted using BlogPress from my iPad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar